Hvad siger tidligere undervisere?

Som underviser på Daghøjskolen havde jeg holdene Styrketræning og Gymnastik. Det var fedt. Jeg valgte i sin tid at skifte karrierevej en lille smule, fra at undervise i de større kommercielle fitnesscentre i Danmark, til at kaste mig ud i opgaven som underviser og instruktør for medlemmerne på Daghøjskolen. Det betød, at jeg skulle undervise en helt anden målgruppe, hvor der var mere tid og fokus på tilhørsforhold, relationsdannelse, medmenneskelighed og glæde, end jeg var vant til. Som instruktør på Daghøjskolen bliver man overrasket over, hvor dygtige, og ihærdige medlemmerne er, samt hvor gode de er til at sørge for trivslen. Når alt uden for holdene spiller som det gør, så er det fedt, at du som instruktør tilmed kan skræddersy din undervisning til din egen stil. Derfor har jeg glædeligt og lærerigt eksperimenteret med høj-puls træning, crossfit-lignende øvelser, konkurrencer og holdøvelser. Efter mange gode år som fast underviser 5 timer i ugen er jeg nu hoppet ud i min egen virksomhed på www.hhmentality.com, og jeg bruger stadig nogle af de samme ryste-sammen-øvelser i mit daglige arbejde, som jeg lavede med medlemmerne på gymnastik og styrketræningsholdene.
De varmeste anbefalinger og samtidig tak for en god tid :)

Vh.
Henrik Hjarsbæk

Jeg har i min tid på Daghøjskolen undervist i fagene Gymnastik, Styrketræning og Styrketræning med egen kropsvægt. Man skal ikke opholde sig særlig længe på Daghøjskolen, før man oplever et inkluderende miljø med et fællesskab både til undervisningen på tværs af fagene og på skolens gange. Jeg er i min tid på Daghøjskole blevet mødt med smil og stor imødekommenhed fra alle skolens medlemmer og ansatte, hvorfor jeg hurtigt følte mig som en del af skolen. Til de fysiske fag har både jeg og medlemmerne grint samtidig med, at vi har fået sved på panden, trænet hukommelse, koordinering og balance og brugt hele kroppen i forskellige styrkeøvelser. Efter en god tid på Daghøjskolen skal jeg afprøve nye kræfter, dog stadig i undervisningsregi, hvorfor jeg er meget taknemmelig for de oplevelser og erfaringer, jeg har gjort mig som underviser på Daghøjskolen.

De varmeste anbefalinger og bedste hilsner herfra.
Isabelle Ottesen

Jeg har haft fornøjelsen af at undervise indtil flere hold på Daghøjskolen. Jeg har lært mange af højskolens medlemmer at kende, og håber på engang i fremtiden at kunne vende tilbage. Jeg håber på at have lært kursisterne noget i min undervisning eller endnu bedre, at jeg har givet dem stof til eftertanke. Jeg selv har under alle omstændigheder lært utroligt meget af deres perspektiver på stof, jeg allerede kendte, og som de kunne se med nye øjne. Endelig vil jeg nævne mit gode samarbejde med både højskolelederen og de administrative medarbejdere. Alle har de taget godt imod mig og altid været klar på en spændende snak. Ikke sjældent har jeg stået lænet op ad døren til Jeannes kontor i halve timer og vendt verdenssituationen med hende. Sådan er miljøet på Daghøjskolen på Peder Lykke Centret – man er generelt nysgerrig på verden. Og sådan skal en højskole være!

De bedste hilsener
Casper Thorhauge Mønsted